Ecstasy
Hvad er det?
Ecstasy er den populære betegnelse for det syntetiske stof
MDMA (3,4-methylen-dioximetamfetamin). Stoffet findes som pulver i
gelatinekapsler eller som piller med forskellige former, farver og
logo. Koncentrationen af aktivt indholdsstof i pillerne kan være
meget forskelligt. Der er ved tests fundet alt fra 1 pct. til 66
pct. MDMA i ecstasypiller. Der kan også være tilsat andre stoffer,
som amfetamin eller hallucinogener (se Lsd og Svampe) i pillerne.
Ecstasy har mange forskellige navne, så som E, Adam, XTC,
Mitsubishi eller love drug.
4 pct. af de 16-20-årige har prøvet ecstasy.
Hvordan virker det?
Ecstasy har en opkvikkende og let hallucinogen virkning. Man bliver
ikke træt, og man oplever verden - lys, lyd, stemninger - mere
intenst. Samtidig føler man sig åben og mere kærlig over for sine
omgivelser. Rusen kommer i løbet af en halv time og varer typisk
fire til seks timer. Ecstasy kan også give en dårlig rus med angst,
skræmmende hallucinationer, forvirring og panik. Risikoen øges ved
høje doser. Fysisk påvirkes man på flere måder. Man bliver ofte
meget tørstig, får udvidede pupiller, spændinger i kæben, kvalme,
rystelser, svedeture og hjertebanken.
Afhængighed, skader og forgiftning
Egentlige ecstasyforgiftninger er relativt sjældne, men kan være
dødelige, og der er eksempler på dødsfald efter selv meget små
doser. Forgiftningsrisikoen øges, hvis man drikker for lidt og
danser sig alt for varm under rusen, fordi kroppen så bliver
udtørret. På den anden side er der også eksempler på, at
ecstasybrugere er kommet til skade, fordi de har drukket alt for
meget vand. Risikoen for ulykker, særligt trafikulykker, er høj.
Ecstasy kan som Lsd og svampe give "flashbacks". Det vil sige, at
en person, der har taget stoffet, måske måneder efter indtagelsen
pludselig oplever en rus igen, ofte med hallucinationer og angst -
uden at have taget noget stof. Ecstasybrug kan medføre langvarige
depressioner og nedsat evne til at huske og lære.
Ecstasy er afhængighedsskabende. Efter længere tids brug skal
man have større dosis for at opnå samme virkning. Med større doser
øges bivirkningerne betragteligt.